Født: 28-8-1949 i Vejle Fini Høstrup spillede klaver fra han var 9 år gammel og trompet et par år senere. Han tog diplomeksamen i trompet fra Det Fyenske Musikkonservatorium i 1973. Han var kapelmester ved Odense Teater til 1976 og ved Århus Teater fra 1975 til 1982. Fini Høstrup ledede jazz-rock gruppen Kamæleon 1975-80 og var fra 1982 til 1985 kapelmester på Det kgl. Teater. Herefter var han kapelmester på en lang række teatre i København, bl.a. opsætninger af "Grease", "Atlantis", "Cyrano" og "Esther". I forbindelse med sit engagement ved Cirkusrevyen i 1998 blev han kåret til "Årets Revy Komponist" og i 1991 modtog han en Robert for sin musik til filmen "Springflod". Fini Høstrup har også været komponist og kapelmester ved talrige TV-produktioner bl.a. tv-serien "Strisser på Samsø". Som pianist og komponist har han indspillet en række jazzplader i eget navn bl.a. "Following" i 2008. I en årrække har han undervist ved Statens Teaterskole, hvor han siden 2005 har været ansat som repetitør.